Lidt om silke, uld og andre lækre kvaliteter
Jeg arbejder primært med de traditionelle naturlige materialer, da de føles bedst på kroppen, hertil kan de forskellige bæredygtighedsfokus blandt andet være: energiforbrug, vandforbrug, arealudnyttelse ved dyrkning og tøjets generelle holdbarhed. Groft beskrevet, kan de bæredygtige materialer, jeg arbejder med, deles op i; naturlige fibre fra planter og dyr , samt forarbejdet træ.
Naturlige materialer fra planter, fx. bomuld
Bomuld
Bomuld er et naturligt materiale fra bomuldsplanten. Økologisk bomuld gror uden tilføjelse af pesticider, kunstgødning, vækstregulatorer og genmodificeret frø, så hverken vand eller jord forurenes.
Bomuldsplanten kræver meget vand, og nogle marker har brug for mere vand end, hvad regnvand kan give og bruger derfor vandingssystemer. Er bomulden dyrket økologisk, er der udskiftning af afgrøder på marken, så jordkvaliteten holdes god, og biodiversiteten fremmes. På fabrikken blødgøres og indfarves bomulden uden brug af sundhedsskadelig kemi, eksempelvis hormonforstyrrende stoffer, og vandet renses inden, det udledes som spildevand. Bomuld føles blødt på huden og er meget fleksibel og slidstærkt. Jo længere bomuldsfibrene er, desto stærkere og blødere er bomulden.
Naturlige materialer fra dyr, fx. silke og uld
Silke
Silke er et naturligt fiber, der stammer fra silkelarvens puppehylster (kokonen). Ved dannelsen af silke bruges intet kemi, men der bruges en del vand og energi. Silkelaverne avles typisk i Kina, hvor de fodres med mulberry blade. For at udvinde silken, koges kokonen i sæbevand, og en lang sammenhængende silketråd kan efterfølgende trækkes ud af kokonen.
Det er også muligt at vælge en peacesilke, som er en silke, hvor silkesommerfuglelarven har forladt sit hylster/kokonen, før silkefibrene udvindes. Ved peacesilke fortsætter sommerfuglelarvens liv, da kokonen brydes på naturlig vis og koges ikke. Bruddet gør fibrene lidt kortere end ved konventionel silke, og silken blandes derfor ofte med bomuld. Produktionen af peacesilke er meget tidskrævende, men kræver ud over tid kun vand. I silkeproduktionen bruges ingen kemikalier, hverken på morbærtræernes blade som laverne lever af, eller efterfølgende i blødgørelsen og rensningen af silken, og peace silken kan derfor betegnes som økologisk.
I forhold til den konventionelle silkeproduktion, er peacesilkeproduktionen mere tidkrævende og derfor dyrere. Kontakt mig gerne for priser og uddybende spørgsmål.
Egenskaberne ved konventionel silke og peacesilke er stort set de samme. Peacesilke har typisk en lidt mere grov og ujævn struktur end andet silke. Generelt er silke et let og blødt materiale. Det tørrer hurtigt og er temperaturregulerende, hvilket betyder at det føles afkølende på en varm sommerdag og isolerende på en kold efterårsdag. Derudover er silken en stærk og holdbar fiber med en høj strækstyrke.
Uld
Uld er afklippet hår fra pelsen af dyr, eksempelvis merinofår, angorageder (mohair), kashmirgeder, angorakaniner og alpakaer.
Ulden klippes af dyret, vaskes og spindes til garn, som enten strikkes eller væves. Forarbejdningsprocessen for uld, kræver relativt lidt vand og energi i forhold til andre materialer, til gengæld udleder dyrene en del drivhusgasser.
Ved økologisk uld forståes, at dyret har græsset på en mark uden brug af pesticider, og at de heller ikke er sprøjtet med eller badet i insekticider. Derudover er indfarvningen også sket uden kemi. Nogle steder græsser dyrene på steder, hvor der naturligt ikke bliver brugt pesticider, og hvor indfarvningen er skånsom, uden at dette uld nødvendigvis er mærket økologisk.
Uld har en række forskellige gode egenskaber afhængig af type. Men fælles for dem alle er at uld er slidstærke og varmeregulerende, så selv et tyndt lag kan holde en varm. Uld krøller ikke og kan optage meget fugt uden, at det føles vådt på huden. Derudover indeholder uld naturligt fedtstoffet lanolin, som gør at fugt holdes ude, og at ulden bliver selvrensende og derfor sjældent behøver at blive vasket.
Materialer fra forarbejdet træ i form af cellulose, fx. viskose
Viskose & Modal
Viskose er et materiale, der oprindeligt stammer fra træ. Materialet hører, sammen med blandt andet lyocell og modal, ind under fællesbetegnelsen regenererede fibre. At det er regenererede betyder, at træets cellulosefibre nedbrydes og herefter genopbygges til nye fibre, der kan væves til stof.
Når man fremstiller viskose, bliver træet først mekanisk og kemisk omdannet til en tyktflydende masse, og derefter kan man via. forskellige metoder spinde og forarbejde fibrene til de tre nævnte materialer. De forskellige forarbejdningsmetoder kræver forskellig mængder vand og kemi og giver stof med forskellige kvaliteter.
Viskose kan stamme fra forskellige træsorter eksempelvis bøg. Generelt kræver trædyrkning ift. bomuld meget mindre vand og brug af pesticider og udleder omtrent lige så meget CO2, som de optager.
Viskose har en meget lang liste af gode egenskaber. Det er blødt, slidstærkt, meget åndbart, holder godt på farven og kan optage meget fugt uden at føles våd. Derudover er viskose temperaturregulerende og bakteriehæmmende, så det ikke behøver så hyppig vask. Noget viskose kan krølle ved tørring efter vask, men kan det nemt stryges væk, og stoffet kan have en silkelignende glans.
Det var lidt om de kvaliteter jeg foretrækker at arbejde med. Der findes virkelig mange fibre og blanding-materialer, der alle kan have gode og mindre gode egenskaber. Jeg arbejder med de kvaliteter jeg selv kan stå indenfor, fra de leverandører der lever op til mine værdier.
Kontakt mig gerne for mere info om materialernes egenskaber og bæredygtighed.
x